Min største kærlighed...

Er og bliver min kærlighed til hunde. Selvfølgelig går størstedelen af kærligheden til manden i mit liv: Carlos. Jeg har elsket søde små hundebasser i hele mit lange liv! Min mor er vokset op med pudler i familien og da vi endelig flyttede i hus, efter 7 år i lejlighed, var det blevet lovet at vi skulle have en hund. Da dagen endelig kom og den sorte djævel endelig blev en del af mit liv, har jeg fået endnu mere dødsangst. Jeg synes det er helt ubegribeligt hvor meget sådan en lille sorthåret puddel kan betyde. Det er jo ikke engang fordi han er min hund - han er min lillebror! Kærligheden til bettemanden er så uhyre stor. Ham har vi også haft en stor del af mit liv efterhånden og han bliver jo ikke yngre - det pjok! 12 år til oktober, men som vi jo har hørt fra pålidelige kilder, så har Hjørring Dyreinternat engang haft en puddel der blev 24 år. Dvs. Carlos pt. har lige så mange år tilbage som han har levet! WIN! Jeg ved ikke om jeg har lige så meget kærlighed til andres hunde. Jeg er sikker på når jeg får børn, så elsker jeg kun mine egne. Lige som med hunde. Dog er jeg altid på pletten hvis der er en sød firebenet fætter i bussen eller som står alene ude foran en butik. Dér er kærligheden stor, men så er det ofte at jeg får grimme billeder på nethinden. Sådan lidt ala "tænk-hvis-den-sover-ude-på-et-koldt-bryggers-gulv", eller de helt slemme "tænk-hvis-den-ikke-bliver-kysset-på-panden". Det bunder selvfølgelig i vores O.K. humaniserede behandling af Carlos, men vi giver ham så mange portioner af kærlighed, at det halve kunne være nok. Og ja - han får overskydende rejer til frokost, han får fedtmembranen fra den engelske bøf lørdag aften og ja han får ost og chokolade. Sådan set i forhold til den store Hunde-bog, så gør vi mange slemme ting, men det tror jeg så bare heller ikke kan være rigtigt! Vi fik, da Carlos var 1 år, at vide at han absolut ikke ville egne sig til udstillingshund, fordi han havde en skæv tand. ØHHHHH NÅ! Det var så heller ikke meningen. Den bette fyr er en ren og skær familiehund der får lov at ligge i sofaen! Og jeg tror vores kærlighed til ham er livsgivende! Og kærlighed til ens dyr ér livsgivende! Bare pøs på med kys og kram, lange gåture ved stranden og en masse godbidder. Vi har dem ikke altid længe, så kærlighed til de firbenede er obligatorisk! Hvis man ikke kan dét, så skal man ikke have hund. Eller noget som helst andet dyr! BASTA! Jeg fik hele den her hundetanke - netop fordi der ind af S-bahnen hjem fra skole i dag trådte den fineste hvide han-puddel ind af døren. Pudler har en eller anden for form sjæl der gjorde at han mindede mig om Carlos. Hans gab var identisk! Og heldigvis aede ejeren ham sødt på hovedet og han sad på hendes skød hele den lange vej fra Frankfurter Allee til Gesundbrunnen Station. Der bliver jeg bare blød om hjertet!

Og ja, jeg tog et billede (selvfølgelig!)

Dette blogindlæg afsluttes selvfølgelig med ynglingsmanden i mit liv:

...Og så et stort ønske om at al dyremishandling i denne verden må stoppe. Med øjeblikkelig virkning.

//Sofie