...at vende 180 grader på en tallerken

Da jeg gik i folkeskole havde vi altid en blå bog, der blev kaldt for 'Kontaktbogen’, hvori ens forældre kunne skrive årsagen til barnets fravær (eller notere at man manglede Mælkemærker). Ofte noget a la: ”Sofie var gårs dato fraværende på grund af snue”. Snue var dog ret ofte et dække over følgende: ”Sofie var ikke i skole fordi hun ikke gad og hellere ville være hjemme - og derfor proppede termometeret under armehulen og derved figurerede en snue OG feber på 43”. Og så skal man da i hvert fald ikke tage i skole ;-) Dette blogindlæg kommer derfor til at handle om årsagerne til mit fravær her på bloggen. Hvorfor skriver jeg ikke noget? Er jeg løbet tør for ord? Oplever jeg ikke en skid?

Indlægget indledes derfor på følgende måde:

”Sofie har siden d. 23/4 -dette år- været fraværende på grund af”…… FØDSELSDAGSFEJRING!

Et par uger før torsdag d. 23/4 Facetimede jeg med Nin og jeg fik en smule hjemve. En trang til at komme hjem. Især fordi mor, far og Nin i de fleste dage havde opholdt sig i sommerhuset i Blokhuset, hvilket har gjort mig grøn af misundelse. Blokhus er lige ved at være mit ynglingssted på hele jordkloden. Ich liebe Blokhus! Da jeg så ikke længere Facetimede med Nin havde vi besluttet at jeg skulle komme hjem dagen inden mors fødselsdag og overraske med min tilstedeværelse – i min helt egen fysiske form. At vi så er opdraget til ikke at kunne lyve – og især ikke overfor de to gamle hoveder – var at sætte os selv i en svær og tildels også nervepirrende situation. De mange telefonopkald og SMSer efterfølgende kom til at kræve en helt særlig styrke og koncentration fra både min egen og Nins side, da vi ikke har måtte afsløre vores fødselsdagsplaner. Men den gik sgu! Da jeg så torsdag morgen (herre tidligt) er kørt fra Türkenstrasse med bus til Hauptbahnhof og derfra skal med tog til Hamborg, kan jeg mærke at jeg virkelig glæder mig til at komme hjem nogle dage!

Berlin er flot kl. 05:00 om morgenen!

Da jeg så skal skifte tog i Hamborg og derfra videre til Vejle kl. 09:28, er det altid dejligt at finde ud af, at strejken i Tyskland (dén dag) også havde en effekt på ICE-togene og hvad de ellers hedder alle sammen. Dér står jeg så. Lort. Toget kører ikke..... En tysk billetdame får mig dog på rette kurs og heldigvis er der nogle tog der kører udenom strejken. Hvad hun så ikke informerede om, var, at togturen lige var blevet forlænget med små 3 timer, da jeg fra Hamborg skulle mod Köln, for så at stå af i Neumünster (vente i 30 minutter) og videre fra Neumünster til Flensborg. Fra Flensborg videre til Middelfart (vente 40 minutter) og så endelig fra Middelfart til Vejle…… Det var jo netop én af disse faktorer der ville sætte os svage løgnere i en meget svær situation. Hvordan lyver man om at man kommer 3 timer senere hjem? Det var jo fra starten meningen at Nin skulle melde sin ankomst i Blokhus – at hun så endte med at have mig med, skulle gerne vise sig at være en gevinst. Nok er vi (Nin og jeg) ikke særlig gode til at lyve, men handlekraftige? Dét er hvad vi er. Da det kun tager 1 time og nogle minutter at køre fra Vejle til Flensborg, var beslutningen hurtigt truffet om at jeg blev hentet af Det Røde Lyn på Flensborg Banegård. Da vi endelig er kørt nordpå og hvor Nin i mellemtiden har overlevet 2 telefonopkald fra mor i bilen og gennemført flere hvide løgne, er vi endelig på vej. Med risiko for at skuffe mor der tror hun fik lokket Nin med til koncert. Da vi triller ind på sommerhusets grund og vinker uhæmmet til mor gennem vinduespartiet, vinker mor glædeligt tilbage og kigger mig i øjnene. Da det så endelig går op for hende at der sidder to styks børn i bilen og grinende vinker tilbage, tror jeg tårekanalerne hos Dorthe Beck blev pumpet op med lidt tårevand og et udbrud af glædestårer triller langsomt ned af min mors kinder. Ansigtet gemmes væk i håndfladerne og hun kigger forunderligt ud gennem vinduet igen for at se om det nu ér rigtigt det hun ser. Super! Overrasket dét blev mutti! Da det jo var fødselsdags-visit jeg var på, blev fredagen fejret på Jacob’s Fiskeresaurant i Sæby – mine forældre favorit. Også min. Selvom jeg bestilte fiskefiletter fra børnemenuen (I know), så fik jeg et gigantisk fad af en art serveret hvorpå bunker af friske nystegte filletter var flot dekoreret med pommes frites og remolade. (Funny Fact: Jeg spiser KUN remo til fiskefilletter!) Hvilket barn kan spise så mange fiskefilletter? Er deres mavesæk overhovedet stor nok til at kapere så meget fisk? Min var i hvert fald godt varmet op og der blev spist op. Det gjorde der da.... (MÆT!)

De efterfølgende dage bød på afslapning og bare det at kunne sidde i sofaen i sommerhuset og kigge ud på et væld af fasaner, harer og hjorte gå rundt i haven og hygge sig. Dét er danskhed.

Dagens (lorte-pis-helvede) afslutning på dette indlæg - om hvor hurtigt tiden går og hvordan livet kan vende 180 grader på en tallerken... Mandag d. 27/4 tog jeg sydpå og mødte uretfærdigheden i Aarhus. Det er livet der er uretfærdigheden selv. Hvorfor er det netop min ynglings-pige der skal rammes? Og ikke alle mulige andre. Hvis min ynglings-pige læser dette oplæg så skal hun vide, at der ikke er noget der kan forhindre hende i at blive rask igen, for hun er sej. Hun er stærk. Og hun er ikke mindst en fantastisk person, med et livsmod der er misundelsesværdig! Mette: Du er en vinder og vi støtter dig alle sammen! Mange kys til dig! //Sofie